Peter Hersted

Man skal bukke sig, når man skal ind i værkstedet. Taget er af strå og godt slidt af den kraftige regn og sol, der står lodret ned. Under står væggene åbne til alle sider med krogede stolper som støtter. Det er varmt, tørt og solen giver alt et sært kraftigt overbelyst skær.

Lyden er genkendelig konstant, hammer mod metal.

Her er fyldt med mennesker, sorte siddende direkte på den sort sandede jord. Voksne mænd blandet med børn i alle aldre og retninger. To aktiviteter er i gang, nogle smeder omkring to esser og andre hugger med tværøkser i friske træstykker, så små dyr og figurer springer ud.

Pakwach er porten til West Nile, det nordvestlige del af Uganda. Nilen og Lake Albert mødes for foden af den lille by, hvor kvinder henter vand og flodheste markerer deres tilstedeværelse med høje grynt.

Området er goldt og nærmest maki. Regnen har det som udviklingen og passerer helst forbi mod Arua i nord og senere Sudan.

De smeder og hugger som de har gjort i generationer, de gør hvad deres forældre har lært dem og tilstedeværelsen af børn bevirker, at deres kunnen bliver videregivet til den nye generation, hvis da ikke skolegangen holder dem væk fra deres arv.

Essen består af blæsebælg, en halvkuppel af ler, som luften presses ind i, og via en smal sprække forneden blæses luft ud i esseskålen, som reelt er en fordybning i jorden. Trækullene som er lavet af en speciel hård træsort, gløder rødt i en pulserende rytme.

Blæsebælgene er hugget ud af en fuld træstamme og ligner kæmpe kasseroller med en pibe gennem ”håndtaget”. Om skålen er surret et skind som låg og i midten af skindet er bundet enden af en lang tynd trommestikslignende pind. Ved at bevæge pinden i små bevægelser op og ned fremkommer stødvise pust gennem luftkanalen i piben.

Halvkuplen er helt åben i den ende, hvor de to piber fra blæsebælgen rækker ind. Den er formet i ler og støttet af grene i den bue der danner hvælvingen

To af disse blæsebælge placeres tæt op af hinanden, således at den der passer dem, skiftevis trækker og støder ”trommestikkene” op og ned, luften pustes ind i kuppelen af ler. På ydersiden af kuplen, helt nede ved jorden, er den smalle sprække, hvor luften til esseskålen siver ud.

Børn og voksne bevæger sig i værkstedet på bare tæer med respekt for gnister, gløder og glohede metalstykker.

De smeder med hamre rundjern (3-4 cm), måske dele fra gamle biler, der er afkortet en længde på ca. 25 cm og banket konisk i den ene ende til håndtag. ”Hammeren” er poleret helt blank og hærdet til det yderste.

Der hamres både med siden af det koniske rundjern i en vandret brug og med den tykke ende mod det glødende jern, i en lodret anvendelse.

Der anvendes ikke tænger til at holde det glødende metal. Man hæfter det stykke metal, der skal smedes, i et træstykke, og banker det fri, når man er færdig.

Ambolten er en stor sten, som er gravet ned i jorden. Der er fem stykker i værkstedet, derudover er et mindre antal togskinner sat i jorden vertikalt med en træklods i bunden for at forhindre den i at blive banket yderligere ned i jorden. Enden af togskinnen er blankpoleret og klar.  Togskinnen er formentlig taget fra den bane linje, der tidligere førte tog fra Kampala til Pakwach, men som blev stoppet under borgerkrigen for 20 år siden

Tværøkser er træskærernes vigtigste og fornemste redskab. Den anvendes med behændige bevægelser af alle i værkstedet. De har selv fremstillet øksehovederne med en dølle, hvor et skaft af en buet gren er svøbt ned i. Sammenlignet med tværøkser fra andre områder i Uganda, er disse, fremstillet i Pakwach, suveræne i udførslen og funktion.

Øksen bevæges i en fast bue op og ned og det er træstykket, der flyttes for at afstemme den spån, der skal af.

Håndværkerne laver souvenirs til butikker i Kampala. De er langt fra – de der skal købe – og fra en forståelse af de estiske syn der afgør, om vi placere tingene på en hylle, som minde fra en tur til Uganda. Men det gode håndværket gemmer sig ikke og lyser af kvalitet og suverænitet.

Otte gange har værkstedet i Pakwach været fyldt af håndværks interesserede rejsende fra Danmark, som har lagt denne oplevelse til de andre, som de har fået på Peter Hersteds ture til Uganda. På turene har håndværket været den effektive katalysator til at komme tæt på befolkningen, kulturen og de store oplevelser.

Håndværk, flet og oplevelser

Dagbog fra Projekt tur til Uganda 2009

Torsdag den 5. november

Når man kører strækningen fra Kampala i Uganda mod byen Gulu, møder man kort før Luwero et skilt, der fortæller at der er 260 km til Gulu. Det lyder umiddelbart rigtigt for afstandene er store i Afrika. Man bliver dog lidt i tvivl efter at have kørt endnu 10 km og et nyt skilt fortæller, at der nu er 270 km til Gulu og værre bliver det, når man efter at have passeret Luwero ser at afstanden nu er 320 km. En afstand der nok er mere sandsynlig helt fra Kampala.

Jeg ved ikke om det er et billede på udviklingen i Afrika og at skabe forandring af og til kan være op ad bakke, men vi er i hvert fald en lille gruppe som er på vej nordpå i en lille minibus med Steven som chauffør.

Vi er Jette Mellgren, pilefletter og har netop lagt sidste hånd på sin nye bog om flet i andre materialer, Jan Johansen som er leder af Odense Aftenskole, Jettes to børn Niklas og Gustav og til sidst jeg, Peter Hersted, som gennem fem år har boet og arbejdet i Uganda for Mellemfolkeligt Samvirke.

Vi er på vej ikke mod Gulu men drejer fra, efter at have passeret Nilen, ved det imponerende Karuma falls, i retning af distriktet West Nile, hvor byen Arua er knudepunkt.

Vi er i Uganda for at for at undersøge om Dansk Husflid og Netop, med mange års erfaring med organisation og formidling omkring håndværk og tradition, kan finde en samarbejdspartner til at udveksle erfaring og ideer med. Vores tanke er at søge Projektrådgivning (DANIDA) om midler således at Dansk Husflid/ Netop kan være med til at opbygge kapacitet og kompetencer inden for håndværk hos en lokal partner i Uganda. Både Dansk husflid og Netop har støttet denne indledende tur, med henblik på at lave et 2-3 årigt forløb.

Da vi passerer indgangen til Murchison National Park kort før byen Pakwach, får vi bekræftet at vi er kommet til Afrika; for gennem den tropiske regn, der havde fulgt siden vi drejede fra Guluvejen, ser vi pludselig en gruppe giraffer og lidt senere en stor elefant vandre majestætisk på den våde savanne.

Vi er kommet lidt sent fra Kampala og når først Arua efter mørkets frembrud. Fine værelser på Golden Court hotel venter os, stadig med troperegnen som kulisse.

Fredag den 6. November

Drajiid bor I en lille hytte ikke langt fra centrum i Arua. Det er et område fyldt med små firkantede hytter med tag af en lokal græsart. I dette område vender man det toppen af strået ud, så taget får en parykagtig karakter. Hytterne i det sydlige område af West Nile vender stråene bunden ud, og bliver sorteret i trappetrin op ad taget. Det giver et strammere udseende, mere som et stråtag hjemme.

Drajiid er billedskærer, han skærer figurer i ibenholt, han har kone og tre børn. Salget af hans ting går meget trægt, tidligere kunne han sælge fra Aruas lille lufthavn, men salget er så ringe, at han har opgivet at have sin lille bod der.

Derfor er han glad at vores lille gruppe aflægger ham et besøg

Vi bliver placeret på stole på den åbne plads foran hans hytte og i løbet af få minutter er pladsen indrammet af børn som snakker og griner og kikker interesseret af os.

Dyr fra den afrikanske savanne bliver hurtigt linet op blandet med små figurer af mennesker, perlekæder og eksotiske sten på tæpper af flet. Nu er det muligt at købe sig en souvenir og samtidig en oplevelse.

Senere på dagen er vi på vej væk fra Arua mod grænsen til Congo. På et tidspunkt har vi Congo på venstre side af vejen og Uganda på højre. Vi bliver i Uganda og stopper ved Albini’s ”Chair factory”. ”Fabrikken” er et stort mangotræ, hvorunder der bliver produceret stole, efter en mere end 50 år gammel tradition. Stolene bliver samlet i en genial konstruktion, hvor alt holdes sammen uden brug af søm og skruer, men konstruktionen bliver stabiliseret af spændet i påsyningen af sædet af palmestængler, som så bliver surret til stellet. Værktøj og remedier er enkle, en hakke er banket ind i mangostammen og hullet til skaftet bliver brugt til at fastholde det træ, de vil bearbejde. I stedet for båndknive, som ville det mest oplagte værktøj at bruge, anvender de gamle blankslidte halvrunde segl, med håndtag i den ene side. Vi har to bordsving med ekstra spiralbor med, til erstatning for det, jeg havde med for et år siden, som nu er totalt slidt op.

Lørdag den 7. november.

Rita er en dybt respekteret og kendt personlighed i Arua, hun har været involveret i bystyret og har i mange år arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke og været primus motor i et stort demokratiprojekt ”Democracy as a way of life”. Hun har skaffet os forbindelse med en organisation OZOO (Youth and Elders Organisation) 40 km syd for Arua, som kunne være en mulig partner i et fremtidigt projekt. Vi bliver modtaget fantastisk med hujen, sang og glæde og senere ført ind under et til lejligheden opstillet halvtag af presenning og pæle. Vi bliver sat som panel foran et halvthundrede kvinder og mænd og endnu flere børn og unge der fylder ud og lukker halvtaget til et afsluttet rum.

Der bliver holdt formelle taler og Rita fortæller om vigtigheden af demokrati i familien. Vi fortæller om os selv og husfliden og formidlingen af denne i Danmark.

Frokosten bliver indtaget på verandaen i den nærliggende præstebolig. Posho, kaloo, og kartofler og kylling, oksekød og kallun i tern.

Derefter er vi centrum i en gennemgang og demonstration af det traditionelle lokale håndværk fra hønsekurve til hatte i flet og bastskørter til buer med pile.

Lidt afrikansk forsinkelse (3 timer) bringer os til en kvindegruppe der fletter de fineste, farverige tæpper af bånd af palmeblade. Kvinderne er er alle klædt på til fest, vi tror det er for vores skyld, men det viser sig, at vi har forsinket dem i at nå til et muslimsk bryllup. Gruppens arbejde vidner om en suveræn teknik og et overskud af kreativitet.

Søndag 8. november

Vi kører sydpå fra Arua og når kun kirken som livsglad sang i det fjerne under morgenmaden. Der er knap 200 km til Murchinson National Parc hvor vi skal køre gamedrive, se Afrikas dyr og have en overnatning.

Vi gør stop i Pakwach, hvor jeg har arbejdet med en gruppe mænd der smeder og hugger små figurer med deres tværøkser og knive. Det er en hjertelig modtagelse vi får. Hurtigt bliver et antal små skamler med tre ben, udhugget af hele stykker, sat frem og vi bliver sat medens ting til salg bliver lagt foran os. Vores interesse går mest på at lave bestillinger til vores fremtidige arbejde: Knive, bankejern, syle etc. Med deres professionelle kunnen forstår de hurtigt vores ønsker og aftalen bliver, at tingene leveres senere, når vi er nået tilbage til Kampala. Det er altid hektisk at forlade gruppen fordi en handel i sidste øjeblik giver mad på bordet i et område, hvor det ikke altid er dagligdag.

Mandag den 9. november

I Murchison National Park er det bedste sted at se Afrikas dyr. Elefanter, giraffer, buffalo, løver, antiloper, flodheste, krokodiller m.m. og vi ser dem alle på gamedrive og sejlads på Nilen. Den største oplevelse er dog en kæmpe python slange der i fuld længde (ca. 3 meter) krydser vejen foran os.

Tirsdag den 10. november

I Nyabyeya er en skovskole, hvor Mellemfolkeligt Samvirke har støttet en carpentry wokshop og lokale comunity projekter. Vi har arrangeret en dag, hvor vi udveksler erfaring med lokale flettedamer. De taler ikke engelsk, men hændernes ”sprog” er universelt og vi hygger og morer os og lærer og giver ideer. Deres små kurve er flettet i strimler af ”rotten cane”, et materiale der mest minder om det, der anvendes til wienerflet.

­Hen på eftermiddagen er Jette på hjemmebane og får samlet kvinderne og viser hvordan man kan flette fint spundet sisal til fine små punge/ tasker, mens jeg og Jan forhandler med gruppen af ældre mænd, som mener de gør sig fortjent til penge/allowances ved blot at være tilstede.

(Dagbogen har været tryk i to numre, derfor en indledning til anden del)

Artiklen/ dagbogen er en fortsættelse fra forrige nummer af Husflid. Hvor Jette Mellgren (Pilefletter, forfatter), Jan Johansen (Leder af Odense aftenskole/ Netop) og Peter Hersted (Tidligere Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda og turleder på flere ture for Dansk Husflid til Uganda) er på en tur til Uganda for at finde en evt. samarbejdspartner for et projekt med Dansk Husflid/ Netop. Tanken er at søge Projektrådgivningen (formidler af Danida midler) om støtte til et to årrigt projekt.

Forrige beskrev starten af turen i Arua og senere i Murchison National Park og også et besøg i Nyabyeya uden for Masindi. Vi er hvor vi kommer ind på vej nordpå mod Lira med et svinkeærinde i Gulu.

Onsdag den 11. november

På vej til Lira fra Masindi køre vi en omvej på 120 km til Gulu for at besøge en tailor skole, som er støttet af Dansk Ugandisk venskabsforening, Det er for os interessant at se en lokal partner, som har fået bevilget penge fra Projektrådgivningen.

Igen er vi blevet budt varmt velkommen af lærerstaben, og klassen, der tæller ca. 50 elever, ganske unge piger, mange med børn, fra skæbner vi ikke spørger ind til, men rigt repræsenterer de ar rebelgruppen LRA (Lords Resistance Army) har efterladt i det nu fredelige nordlige Uganda.

Vi forsætter med bananer og chokolade som frokost mod Lira, hvor vi de næste dage skal lave et decideret kursus for en gruppe flettere i organisationen UPENDO.

Vi er når sent frem til Lira, og vi er egentligt trætte og har mest lyst til at blive på hotellet. Får alligevel ringet til Florence, som er den samlende figur i UPENDO. Hun vil have os ned til organisationen og det er heldigt at vi tager os sammen, for der er dækket op med den lækreste buffet. Der er bygget halvtag, hvor kursusdeltagerne forventningsfuldt har siddet og ventet på os. Vi kommer i mørket og mærker varmen. Hujen, sang og dans får os til at fole os velkomne og dette må være stedet, hvor den største oplevelse ligger gemt.

Torsdag den 12. november

Om morgenen er vi friske med lyset. Vores hotel ligger i gåafstand fra UPENDO’s  og alle deltagerne er klar, da vi kommer. De kommer fra grupper af håndværkere i området mellem Gulu og Lira. En eller to er udvalgt til at deltage i vores kursus, så de senere kan lære fra sig til gruppen derhjemme.

Vi har valgt at de skal forsøge at lave cykelkurve. Cyklen bliver brugt til transport af alt mellem himmel og jord. Bananer, geder, træ m.m. bliver spændt på cyklen med remme af opklippede bilslanger, en fortrinlig metode som både er fleksibel og stærk. Men kurve til transport og fast spænding på cyklen findes ikke nogen steder i Uganda.

Vi vil flette i papyrus og grene som stager. Papyrussen har vi købt i Arua, men den kan fås lokalt. Ugandas kraftige troperegn kanaliseres til Nilen via store områder af wetlands, og når man ser disse fra luften er vandet ikke synligt kun de grønne duskede toppe af papyrus. Papyrussen bliver traditionelt ikke brugt til kurve, men derimod som snor til fastbinding af de tækkede tage deres hytter har på som parykker. Men materialet er meget stærkt og smidigt, når det bliver blødgjort i vand i kort tid.

Der er god stemning og de erfarne håndværkere kæmper som novicer i den nye teknik, men vi fornemmer det internationale sprog som tales når hænderne arbejder. Der åbnes for snak og latter og vi bliver fortrolige med navne.

Dagens slutter med ufærdige produkter. Vi er tvivl om vi har fat i den rigtige ende, men minder hinanden om, at vi kan have den samme oplevelse i Danmark, når vi afholder kursus.

I skumringens aftagende lys hører vi pludselig monotone pulserende lyde fra et nabohus. Bønner i mystiske, rytmiske, gentagende lyde. Det lyder skræmmende i vore øre som er tvivlende over for ånder og dæmoner og det at de kan drives ud.

Torsdag den 12. november

Da vi efter vores morgentur fra hotellet er tilbage hos UPENDO møder vi gruppen allerede travlt optaget af flet. Det er nu deres egne traditionelle kurve, de har fat i. For ikke at spilde tiden, mens de venter på os, giver de sig i kast med det rutinemæssige.  De vil ikke i gang med cykelkurvene, før vi kommer.

Nu kommer der gang i processen, kurvene begynder at ligne noget og vi er ved godt mod igen. Og snakken går sin gang igen. Navnene fra i går får historier og en ny virkelighed åbner sig i vores verden.

Zeta, en 58-årig kvinde, uddannet læge/ sygeplejerske. Bortført i 2002 af rebelgruppen Lord Resistance Army. Hun blev mishandlet og maltrakteret og formåede at undslippe efter tre år. På grund af menene fra tiden i fangenskab havde hun svært ved at vende tilbage til sin gamle profession. HIV smittet og forladt af sin mand forsøger hun sig med  flet og frivilligt arbejde i UPENDO.

Frederick, en 47-årig enkemand og forsørger til elleve børn. Frederick blev taget af rebellerne i 2003 og senere efter forsøg på flugt blev gennembanket og efterladt. Han venstre øje er ødelagt og kroppen bærer også præg af mishandlingen. Nu fletter han kurve med suverænitet, men er ivrig efter at lære nyt for at øge sin muligheder for indtjening.

Annet blev bortført da hun var 13 år og været barnesoldat indtil hun i januar 2009 som 20 årig flygtede under et slag med den ugandiske regeringshær i Congo. Hun havde fået et barn med en rebelleder og da hun ville hjem til sin familie, blev hun afvist at komme med barnet. Nu bor hun hos Florence der leder UPENDO. (Det forlyder her et par måneder efter vores hjemkomst at hun skulle være vendt tilbage til rebellerne).

Kurvene får form og vi finder en cykel og får monteret de færdige på hver sin side af cyklen og en foran. Zita skal prøvekøre og cykler af sted med tre kurve på cyklen og en på hovedet. I et kulturmøde er den fælles latter en vigtig ingrediens og vi more os kosteligt i det som Zita har sat i gang. Det glider over i teater, hvor kurvene bliver rekvisitter i et rollespil om hjemlige konflikter med berusede mænd markedskvinder og kloge koner.

Fredag den 13. november

Vi skal forlade Lira og en vellykket workshop og samtidig en fornemmelse af at vi har fundet vores partner. Vi får sagt pænt farvel og modtager en stak papirer af mere formel karakter om organisation, vedtægter, budgetter, arbejdsplaner m.m. De takker for ideen med cykelkurvene og lover at videreudvikle ideen til vi kommer igen.

De sidste dage skal vi være i Kampala og vi når Ugandas pulserende hovedstad sidst på eftermiddagen.

Weekenden den 14.-15. november

Kampala er stor, uorganiseret og hektisk. En voldsom kontrast til de oplevelser, vi har haft på vores tur i det nordlige, men det gør det nu ikke mindre spændende. Her er markeder både med håndværk og souvenir. Det store Uvino marked rummer alt fra frugter, grønsager, genbrugstøj og mærkelige ting til heksekunst. Man kan let forsvinde i de labyrintagtige gange og menneskemasserne, men vi skiller os ud med lyse hoveder blandt de smilende ugandere.

Jette og Jan er pludselig rigtige turister og ser Buganda kongens Tombs, en flot kæmpe hytte af strå og bambus og andre seværdigheder i Kampala.

Mandag den 16. november

På vores sidste dag i Uganda har vi arrangeret et møde med UCOTA (Uganda Community Tourism Association) en landsdækkende organisation, som arbejder med håndværket som attraktion for lokal turisme. De arbejder med mange små håndværks grupper primært i det mere udviklede sydlige Uganda. Mødet var sympatisk og vi aftalte at holde kontakt og koordinere aktiviteter, hvis vi fik midler til vores projekt i Lira.

Turen og den sidste aften blev rundet af på strandbredden til Victoria søen i Entebbe til glimrende italiensk mad og ugandisk øl, før flyveren bragte os tilbage mod kulde, mørke og et minde om en fantastisk tur.

Peter Hersted jan 2010-01-30

phersted@yahoo.dk

tlf. 29703029